»Hold kæft, kælling«, råber Andrew Tate og svinger med en machete
Verdens mest googlede mand, Andrew Tate, er blevet forvist fra samtlige sociale medier. Han bliver betegnet som en farlig mand, der kynisk har udnyttet ensomme unge mænd til at opnå milliarder af views på TikTok. Men hvem er han, denne tidligere kickbokser og Big Brother-stjerne? Og bliver SoMe-eksklusionen hans død eller ligefrem en ny begyndelse?
»De troede, at de kunne fjerne mig. Men jeg dukker stadig op, mere magtfuld end nogensinde«, nærmest råber Andrew Tate i en video på YouTube.
Den 35-årige tidligere kickbokser har gjort kometkarriere i den gigantiske opmærksomhedsindustri, som sociale medier tilsammen udgør, og på den måde har han overhalet Taylor Swift, Kim Kardashian og Trump som den mest googlede person i 2022. Men lige så hurtigt, som han fangede verdens opmærksomhed, blev han forvist fra sociale medier som TikTok, Twitter, Facebook, Instagram, YouTube og Twitch.
»De troede, at de kunne fjerne mig. Men jeg dukker stadig op, mere magtfuld end nogensinde«, nærmest råber Andrew Tate i en video på YouTube.
Den 35-årige tidligere kickbokser har gjort kometkarriere i den gigantiske opmærksomhedsindustri, som sociale medier tilsammen udgør, og på den måde har han overhalet Taylor Swift, Kim Kardashian og Trump som den mest googlede person i 2022. Men lige så hurtigt, som han fangede verdens opmærksomhed, blev han forvist fra sociale medier som TikTok, Twitter, Facebook, Instagram, YouTube og Twitch.
Ifølge Meta, virksomheden bag Facebook og Instagram, skyldes det, at han anses for at være farlig. Det betyder dog ikke, at Andrew Tate er forsvundet fra internettet. Han eksisterer i milliarder af memes postet af andre og er i øjeblikket i gang med at finde nye kanaler, han kan udkomme igennem.
Han er kendt for sine ekstremt hadefulde udfald specielt mod kvinder og mod mænd, som han anser for at være svage. Han er desuden anklaget for voldtægt og menneskehandel og for at drive en camgirl-virksomhed i Rumænien, hvor han flyttede hen i 2010’erne.
På TikTok har hans videoer været nogle af de mest populære overhovedet med over 13 milliarder visninger. I en af dem taler han om at kvæle og slå kvinder: »Det er bare frem med macheten, helt op i fjæset og så tage fat i nakken på hende. Hold kæft, kælling«.
Videoerne har fået flere organisationer til at råbe vagt i gevær og skolelærere til at advare om, at Tates voldelige og kvindehadske univers risikerer at radikalisere unge drenge til at begå fysiske overgreb.
»Den effekt, som Tates promovering af ondskabsfuldt kvindehad kan have på et ungt mandligt publikum, er dybt bekymrende«, skriver organisationen Hope Not Hate, en interesseorganisation, der forsøger at bekæmpe højreradikal ekstremisme på sin hjemmeside, og som understreger, at kvindehad kan være en indgang til andre ekstreme og diskriminerende synspunkter.
Andrew Tate blev født i Chicago og voksede op i Luton, England. Hans far er Emory Tate, en berømt amerikansk skakmester. Hans bror, Tristan Tate, bor også i Rumænien og medvirker i mange af Andrew Tates videoer. Inden Andrew Tate nåede et mainstreampublikum, var han populær i højreradikale kredse blandt andet på grund af sin medvirken i podcasten ’InfoWars’, som er skabt af Alex Jones, radioværten, som for nylig blev dømt for at sprede misinformation og konspirationsteorier.
Andrew Tates influencerkarriere begyndte i 2016, da han blev smidt ud af det engelske realityshow ’Big Brother’ på grund af en video, der viser, hvordan han pisker en kvinde med et bælte, mens han siger: »Hvis du nogensinde skriver til en af fyrene igen, ligegyldigt om vi er sammen eller ej, så er du fucking død«. Tate har siden anklaget sine kritikere for såkaldt kink-shaming (udskamning af folks seksuelle præference, red.) og holdt fast i, at piskningen skete med samtykke.
Had og memes som markedsføringsstrategi
I 2017 og tiden omkring Harvey Weinstein-afsløringerne blev Tate første gang smidt af Twitter på grund af udsagn om, at ofre for seksuelle overgreb selv bærer en del af ansvaret. Polariseringen omkring #MeToo-kampagnen blev den perfekte boksering for Andrew Tate.
Med hånende indspark om kvinder og en erklæring om støtte til Trumps kamp mod feministerne indledte han sin opstigning – ganske enkelt baseret på det kvindehad, der er vokset eksponentielt med #MeToo-kampagnens udbredelse. Den polarisering har skabt en helt ny form for kynisk influencerindustri. Tate er langtfra den eneste, der har fundet en vej til opmærksomhed med polarisering som benzin, men han er blandt de første til at udnytte det så strategisk, som han gør, som iværksætter.
Som Ash Sarkar, forfatter til bogen ’Minority Rule’, forklarer, så tiltrækker folk som Andrew Tate et publikum af ensomme og forargede, som han ansporer til at give kvinder skylden for deres utilfredshed i livet. Og Andrew Tate har skabt sig et rum for opmærksomhed som både scorekonge, pyramidespilsfyrste og højreekstremist.
En af de første kommentarer, der trak opmærksomhed, og som blev delt med en TikTok-video,handlede om flerkoneri: »Læs Bibelen, hver eneste mand havde flere koner, og ikke en eneste kvinde havde flere mænd. Det er i strid med Guds vilje – det er modbydeligt«. Siden blev Tates ytringer og adfærd stadig mere ekstreme og voldelige.
Han har selv beskrevet årsagen til, at han valgte at flytte til Rumænien, i en nu slettet YouTube-video. Ifølge Tate er det lettere at slippe for voldtægtsanklager i østeuropæiske lande.
»Jeg er ikke en voldtægtsforbryder, men jeg kan lide ideen om at være fri og gøre, hvad jeg har lyst til«, som han formulerer det.
I Rumænien startede han sammen med sin bror en såkaldt camgirl-ring, hvor han oplærte unge kvinder til at sælge sig selv på video til kunder, der savner selskab.
Som han selv beskriver det i et afsnit af podcasten ’Hustler’s University,’ som er Tates onlinekursus i, hvordan man laver hurtige penge: »Jeg var nødt til at træne mine piger, fordi piger er så dumme«.
I april i år, og alt imens Tates berømmelse begyndte at tage fart, ransagede det rumænske politi hans og broderens ejendom efter at have modtaget et tip om, at en amerikansk statsborger blev tilbageholdt mod sin vilje. Anklagerne gik på, at Andrew Tate og hans bror, Tristan Tate, tvang unge kvinder til sexarbejde. Efterfølgende uploadede Tate en video på sin Instagram-profil, der viste en kulisse, som skulle forestille et afhøringslokale, og med en cigar i hånden affejede Tate beskyldningerne som falske: »Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at tæver elsker at lyve«.
At vinde opmærksomhed
Tate er selv kommet med meget tvetydige udsagn om sine forretninger. Han har både sagt om sin camgirl-virksomhed, at det er pure opspind, at den findes, at han har tjent millioner på den, og at myndighederne ikke kan stoppe dem.
Den utilregnelige adfærd bruger Tate til både at få og fastholde opmærksomheden. I en af sine ’Hustler’s University’-guides lærer Tate sine ’studerende’, hvordan netop det kontroversielle og tvetydige er nøglen til succes:
»Det ideelle er et mix af 60-70 procent fans og 30-40 procent haters. Der skal være skænderi, der skal være krig«.
Ifølge avisen The Observer bliver tilhængere af Tate bedt om at oversvømme sociale medier med de mest kontroversielle klip for at opnå maksimal visning og engagement.
Tates private onlineakademi, ’Hustler’s University’, og et netværk af profiler, der efterligner Andrew Tate på TikTok, er hele maskinen bag manden. Medlemmer af ’Hustler’s University’ får provision for at dele Tates indhold på egne platforme, men også for at rekruttere nye medlemmer til Tates netværk.
Forretningsmodellen har mødt massiv kritik og er blevet kaldt et pyramidespil, hvor helt unge, især drenge, er målgruppen.
’Hustler’s University’ er nu lukket i sin oprindelige form, men Tate eksisterer i milliarder af memes, og det er hans strategi. Hans egne profiler er underordnede, i stedet har han med sine ekstreme ytringer og vanvittige adfærd infiltreret internetsatirekulturen. Så når hans profiler lukkes ned under stor opmærksomhed, reagerer internettet med nye Tate-memes og giver Tate luft under vingerne.
I et opslag på et onlineforum under hele Hustler-dynastiet har Tate-medlemmer fortalt, at der er en »spændende« opdatering på vej til platformen.
»Jeg har brug for soldater, der bakker mig op«, siger Tate i en livestreamning, der blev sendt lørdag 27. august på en anden brugerprofil på YouTube.
»Der er 70.000, som ser med. Jeg føler mig ikke cancelled. Gør du?«, spørger han sin bror, Tristan Tate, der medvirker i videoen. Fjenden er blandt andre »den blåhårede feminist«, forklarer han. Og tilføjer, at han er uskyldig, og at alle anklager imod ham er falske.
»Optag Instagram-stories af denne livestream. Alle sammen. Tag jeres telefoner nu. Optag livestreamen«, opfordrer han.
Og derefter guider han til, hvordan man skal linke og derefter tilmelde sig hans nyhedsbrev.
»Det er supervigtigt, for kampen er først lige gået i gang«.